Menu

Klingen

1917-10-17

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto sender en oversigt over stof til tidsskriftets andet og tredje nummer til udgivelse i november og december 1917. Hovedparten af tekst- og billedstoffet er skaffet til veje, dog mangler der et godt digt til decemberhæftet, der gerne skal overgå de to tidligere. Abonnementstallet skal gerne op på det dobbelte af de nuværende 200, hvis det skal løbe rundt.

Transskription

17/10 1917

Kære Poul
Synes du at vi, som et debuterende Blad skal anmelde "Flamman" som om vi oplyser Publikum om dets Existens? Tror du ikke vi hellere maa anmelde et bestemt Nr. I øvrigt trykker vi Omslaget sidst og kan godt vente med en Anm. til den 25ds
I Nov. Heftet kommer 6 fotografiske Gengivelser klæbet ind paa Siderne paa glittet Papir: 3 af Weie (hvis Selvportrættet kan laves efter Repr. i det amerikanske Katalog hvilket er tvivlsomt) 1 af Picasso med en Artikel af mig, 1 af Degas med Art. af Leo og et af Scharff. Endvidere sætter vi altsaa Sideantallet op til 16. Der kommer et Litografi af mig nye Vignetter af Giersing og mig, Aforismer og Artikel af Giersing. Art. af Danneskjold om Weie Digt af S.C. og en Anmeldelse af Efteraarsudstillingen.
Naur Svend Johansen og Bremer vil alle

skrive. Jeg har yderligere 2 Artikler liggende af Giersing som i Dec. Heftet faar 3 Billeder reproduceret til egen Tekst. Yderligere laver han vistnok ogsaa et Litografi til det Nr.
Jeg har Fotografier efter Picasso Matisse og Metzinger alle tagne af Tetzen Lunds Samling.
Vi maa have et godt Digt til Dec. Heftet kan du skaffe det?
Dec. Heftet som slutter 1ste Kvartal maa overgaa de to tidligere Hefter i Pragt. Tænk paa det!
Tetzen Lund sagde i Dag til mig at han selv tænkte paa at lave et Kunstblad. Hvis der er noget om det - hvad jeg ikke er sikker paa - bliver det jo en forbandet Koncurrent.
Vi er oppe over 200 Abonnent [sic], men vi skal mindst op paa det dobbelte Antal hvis det skal bære sig. Du skriver nok hvis du mangler Prøvehefter.
Mange Hilsner
Din hengivne
Axel Salto

Omtalte steder i Klingen

Fakta

Brev

Saltos artikel om Picasso byggede på et besøg hos kunstneren året før.
En af Harald Giersings tre artikler i november-hæftet var nok egentlig tiltænkt december-hæftet.
Både Albert Naur, Svend Johansen og Asger Bremer er at finde blandt de senere leverandører til bladet.
Det nævnte litografi af Giersing til december-hæftet udeblev, og artiklen om ham blev skrevet af Sigurd Swane.
Det efterlyste gode digt til december-heftet blev Otto Gelsteds ”Bølgerne”.
Chr. Tetzen-Lunds kunstblad blev ikke til noget.

Frederiksberg
Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.