Sophus Claussen

Sophus Claussen overvejede som ung at blive maler, men mente ikke, at talentet var stort nok. Han valgte at blive digter og var som sådan blandt skaberne af dansk symbolisme. Claussen opholdt sig fra 1892 ofte i Paris, hvor han blev en del af kredsen omkring Paul Verlaine. Blandt hans digtsamlinger er Pilefløjter, 1899 og Djævlerier, 1904. Efter nogle mindre produktive år oplevede han under Første Verdenskrig en digterisk genopblomstring, der kom til udtryk i samlingerne Fabler, 1917 og Løvetandsfnug, 1918. Claussen virkede også inden for journalistik og var fra 1894 redaktør af Lolland-Falsters Folketidende, som han i 1918 fik Otto Gelsted knyttet til. Samtidig slap han aldrig helt billedkunsten. Han tegnede flittigt i sine notesbøger og beherskede et varieret register inden for tegning. Han bakkede helt fra Klingens start op om tidsskriftet med sine digte, og i 1919 begyndte han at male for alvor og tog undervisning hos Ortiz de Zarate i Paris. Claussens maleri er præget af fransk impressionisme. Han malede især landskaber, frodige kvinder og portrætter af kunstner- og digtervenner, og resultaterne viste han på separatudstillinger i København i 1922 og 1928 og på sammenslutningen De 4's sidste udstilling i 1930. Den bar titlen "De 4 - 1 + 2", da Axel Salto og Karl Larsen var faldet fra, og de to tilbageværende, Vilhelm Lundstrøm og Svend Johansen, havde indbudt Sophus Claussen i deres sted.