Klingen
1918-12-17
Afsender
Otto Gelsted
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Otto Gelsted fortæller, at Klingen Nr. 3 og litografierne til Brorson-bogen er gået i trykken, så Catos trykkeri er helt fyldt med deres virksomhed. Det er endnu ikke lykkedes Gelsted at finde et passende værelse. Han fortæller, at Uttenreitter er inviteret til at møde Alf Larsen på Vældegaard, men måske skal de hellere mødes over en absint. Han vedlægger indholdsfortegnelse til Klingen Nr. 3, som kommenteres.
Transskription
[påskrift med blyant:]
17/12 1918
Kære Poul.
Jeg skal nok sørge for, at Thøger faar "Klingen". Jeg har anmodet Catos Etabl. om at sende dig 10 Ekspl. af Hylsterpapiret samt le boiteux' Plakat. 3. Hefte af "Klingen" gik i dag i Trykken - samtidig med Litografierne til Brorsonbogen; saa hele Trykkeriet deroppe var fuldt af vor Virksomhed.
Endnu er det ikke lykkedes mig at finde et passende Værelse. Jeg bor foreløbig paa et Højskolehjem (Fru Nielsens Pensionat, Helgolandsgade 17), men jeg flytter rimeligvis iovermorgen, saa min Adr. er foreløbig Edv. Glæselsvej.
Naar Alf kommer, er du inviteret ud til Vældegaard, dersom du har Lyst at træffe ham der. Axel foreslog, at du, Alf og jeg kunde komme hjem til ham og smage paa en Flaske Absinth, hvis vi maaske paa den Maade kunde snakke sammen mere tvangfrit - ( uden selskabelige Hensyn til de (forresten rare og søde) Damer paa Vældegaard. Dette Alternativ vil jeg henstille til din Overvejelse.
Tavs Neiendams Digt har jeg returneret. Kier-
[påskrift med blyant:]
kegaard har overladt mig et Digt, som vi kan se paa i Fællesskab, naar du kommer herover.
Jeg har bestilt mig en ny Dragt og en ny Overfrakke, saa jeg optræder nu som gentleman.
Her er festligt ovre med alle de engelske og franske Soldater paa Gaderne.
Hvad er Ekelunds Adr. i Aarhus? Jeg har glemt Numret. S.u. snarest.
Jeg tænker paa at sætte mig i Forbindelse med Pär Lagerkvist.
Hils Bodil mange Gange.
Din hengivne
Otto
17. Dec. 18
Kbh.
P. S.
Indlagt 1) Dokumentet ang. Brændelshjælp. Tak for Besværet. 2) Indholdsfortegnelse til Hefte 3 [Smuk Tegning af Thorvaldsen og smukt Litografi af Giersing. Skarp og god Art. af Henningsen. Adam Fischers Art. er noget knudret i Sproget og ikke saa nem at faa Forstand af.]
Traf Sigurd Swane paa Strøget, han fortalte, at Puf havde faaet et let Anfald af den Spanske.
[Vertikalt i brevets venstre margin]
Mon jeg kan naa at faa Pengene fra Drigstrup til d. 1. Jan.?
Fakta
PDFDansk
Vældegaard i Gentofte var en progressiv højskole for kvinder bestyret af Juliane Blicher-Hansen og hendes mand 1884-1921. Salto, Gelsted og andre fra Klingen-kredsen kom til deres fester. Alf Larsen giftede sig med Blicher-Hansens datter Astrid.
"Puf" er kælenavn for Alhed og Johannes Larsens søn Andreas.
"le boiteux" er Svend Johansens øgenavn.
Vilhelm Ekelund
Adam Fischer
Harald Giersing
Poul Henningsen
Svend Johansen
Pär Lagerkvist
Alf Larsen
Andreas Larsen
Thøger Larsen
Tavs Neiiendam
Sigurd Swane
Bertel Thorvaldsen
Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4
Omtalte steder i Klingen