Klingen
1919 juni
Afsender
Axel Salto
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Axel Salto er ved at miste tålmodigheden med Uttenreitter. Han savner svar på breve og har brug for en artikel til Klingens kommende nummer, II. årgang nr. 9, så lang som muligt. Han kan berette, at Gelsteds bog, Ekspressionisme, er på trapperne.
Transskription
Tirsdag
Kære Poul
Hvorfor Fanden hører jeg ikke noget fra dig? Tag dig nu sammen, der er jo flere Ting at svare paa og tale om, for du har vel faaet nogle Breve fra mig? Vi gør som sagt ogsaa Regning paa en Artikel fra dig, helst saa lang som muligt. Ellers har vi en Art. om Akademiets Skoleudstilling af Danneskjold. Art. af Poul Henningsen. Digt af Buchholtz og Uppdal desuden Farvelitografier o.s.v. Det er vanskeligt i Øjeblikket at faa især fagligt Stof saa vi kan ikke undvære dit Bidrag som ogsaa passende kunde sætte Slutstenen paa den endeløse Diskussion som ender i det rene Vrøvl.
Expressionismebogen af Otto er nu vistnok kommen. Jeg har set et Eksp. der var lavet hurtigt før de andre. Det er en meget fornøjelig Bog
at se til. Du anmelder den vel i Venstrebladet?
Ellers kan jeg vistnok ikke noget spændende. Lad os snart høre nogle Ord fra dig om de forskellige Ting der er paa Tapetet vi skal jo snart træffe en Bestemmelse.
Med venlig Hilsen
Din hengivne
Axel Salto
Fakta
PDFDansk
Det udaterede brev må være fra kort før brevet fra Salto til Uttenreitter 12.6.1919. På det tidspunkt er Gelsteds Ekspressionisme-bog netop modtaget.
Den "endeløse Diskussion", Salto gerne ser afsluttet, er Dysmorfisme-debatten, igangsat af bakteriologen Carl Jul. Salomonsen i januar 1919. Otto Gelsteds bog, Ekspressionisme, udkom på Nyt Nordisk Forlag og blev annonceret i Klingen II, hft. 7.
Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4.
Omtalte steder i Klingen