Klingen
1918-07-24
Afsender
Axel Salto
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Axel Salto sender nogle litografiske vignetter til Brorson-bogen og udbeder sig Uttenreitters kommentar. Videre fremkommer han med overvejelser om bogens udtryk og udstyr.
Transskription
Onsdag d. 24/7 18
Kære Poul
Jeg sender dig hermed nogle litografiske Vignetter jeg har forsøgt at tegne til Brorsonbogen. Da jeg for Tiden har meget Arbejde mellem Hænder bl.a. en ny Ovidbog maa jeg jo sprede mine Tanker og Kræfter noget; disse smaa Tegninger ser ud til at være det jeg i Øjeblikket formaar at yde i Retning af at illustrere Brorson. Jeg har paa det Kgl. Bibliotek set nogle gamle Udgaver af B. (Originaludg. af Troens rare Klenodie og Svanesangen) men følte netop ved at se dem hvor utilfredsstillende det vilde være at forsøge at lave en Pastiche over disse Bøger, det har jeg ikke nogen Sympati for. Her i Landet regnes det for en smuk Bog som i hver Enkelthed har sine gamle Forbilleder, alt hvad Kongstad og C. Christensen laver er saaledes uoriginalt og kunstnerisk værdiløst omend det haandværksmæssigt maaske er upaaklageligt. M.H.t. Brorsonbogen vilde jeg foreslaa at den blev sat paa glat Papir der tager godt mod Litografi med klare enkle latinske Typer (Thiele har en meget smuk som bl.a. Kunstmusæets Aarsskrift er trykt med) ikke snørklede gotiske som giver den et kedeligt Huspostilagtigt Udseende (det er jo en lyrisk kunstnerisk Bog ikke en salmemæssig opbyggelig). Dertil skal Billederne have en ande Karakter end saadanne Vignetter til gamle Bøger ellers har omend ikke mindre (eller rettere mere) i Kontakt med Bogens Indhold og hele Væsen. Jeg mener ikke at mine Vignetter opfylde disse Fordringer men da de er de første jeg har lavet og der skal være 40 + 5 Helsidesbilleder kan jeg nok udvikle Stilen i dem mere i Retning af hvad der foresvæver mig. Du kan jo godt mærke dem du anser for mest vellykkede med et Blyantkryds det vil altid være mig nogen Vejledning i Arbejdet.
Med venlig Hilsen
Din hengivne Axel Salto
Fakta
PDFHans Adolph Brorson: Psalmer, 1918, i udvalg ved Otto Gelsted og Poul Uttenreitter, kom til at rumme fem helsides litografier og 34 vignetter af Salto.
De bøger af Brorson, Salto har studeret, må være den tidlige salmesamling ”Troens rare Klenodie” fra 1739 og den posthumt udgivne ”Svanesang” fra 1765.
Den ny Ovid-bog, Salto nævner, må være Publius Ovidius Naso: Forvandlingerne, der udkom sidst i 1918 med litografier og vignetter af Salto.
Klingens brevpapir
Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.