Menu

Klingen

1918 august før 16/8

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto takker for brev, lover at komme til Kerteminde ca. den 17., men han skal først færdiggøre billeder til en udstilling i Aarhus og til Kinopalæet. Planerne for september-nummeret og for den nye årgang af Klingenluftes, og Salto beder Uttenreitter se med velvilje på et medsendt prosadigt af Poul Henningsen.

Transskription

Fredag

Kære Poul
Tak for dit Brev. Jeg skal nok komme til Kjerteminde engang i denne Maaned c. den 17de. Jeg skal nemlig ogsaa male nogle Ting færdigt til en Aarhusudstilling til September, de skal være færdige fra min Haand inden den 16de Aug. Det store Billede til Kinopalæet er jeg nu godt igang med, det tror jeg ikke kan hindre at jeg rejser.
Vi skal i Sept. Nr. have en foreløbig Subskriptions indbydelse til Brorsonbogen synes jeg lige som vi havde med Ovidbogen, desuden som du siger Programmet for næste Aargang af Kl. samt Oplysninger om Bindet o.l. (Bindet ligger hos Cato det er endnu ikke ført over paa Stenen) det er nok at tale om. Jeg har faaet en Del Moderation i Prisen hos Cato mod at næste Aargang ogsaa skal udkomme paa hans Etabl. Hvis du har et godt Bind liggende har jeg ikke det ringeste imod at vi anvender det. Det kan jo altid fotograferes over paa Stenen hvis det ikke er tegnet med litografisk Materiale, men jeg synes jo nok at Bogen bør være gennemført udstyret med Litografier. Saa snart vi er over den 1 Sept. faar jeg mere Tid til at arbejde med Bogen, der er jo ogsaa en Del Konfereren med Trykkeriet og saa skal den blive befordret hurtigt. De Papirprøver til den jeg hidtil har faaet fra Thiele har været uanvendelige. Vi bliver nok nødt til at tage Van Geldern Zonen saa maa vi lægge et Par Kroner paa Prisen men det spiller jo heller ingen Rolle. Du laver altsaa en Indholdsfort. til Kl. Medfølgende Prosadigt er af Poul Henningsen hvis Adr er: Guldbergsgade 105 Kbhn. N. Jeg skulde bede dig behandle det velvilligt. Vil du selv sende ham det hvis du mener at det ikke er anvendeligt.
Din hengivne Axel Salto

[lodret i venstre margin:]
Da jeg har et Par Fotografier efter Matisse har jeg tænkt at bringe dem dennegang ledsaget af en lille Artikel af Apollinaire om M. som jeg oversætter fra et fransk Katalog

Omtalte steder i Klingen

Fakta

PDF
Brev

Brevet er tidligere end 16. august 1918, der nævnes som dead-line for udstillingen i Aarhus. Det skal antagelig dateres til før 9. august, eftersom et digt af PH, der fremsendes sammen med nærværende brev, er på listen over indholdet i september-hæftet i brevet fra Salto til Uttenreitter 9.8.1918.

Den 6. september 1918 åbnede ”Foreningen Moderne Kunst” i Aarhus sin første udstilling, her deltog Kamma og Axel Salto sammen med en række af Klingens øvrige kunstnere.
Saltos store maleri til Kinopalæet må være ”Christian IV i slaget ved Lutter am Barenberg 1626”. Salto udsmykkede restauranten i Kinopalæet sammen med Svend Johansen og Mogens Lorentzen med motiver fra de oldenborgske kongers liv.
Sommeropholdet i Kerteminde havde været omtalt i flere breve i juli 1918 og udsmykningen af Kinopalæet bl.a. i et brev fra Salto til Uttenreitter 21.7.1918.

Frederiksberg

Klingens brevpapir

Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.