Menu

Klingen

1918 februar

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto redegør for allerede modtagne og lovede artikler til Klingens martshæfte, bl .a. af Andreas Winding og Herwarth Walden, samt fremkommer med overvejelser om supplerende stof. Han spørger Uttenreitter, om han vil anmelde Sigurd Schultz' Ny Horisont, som han ikke bryder sig om.

Transskription

Kære Poul

Hermed en Pjese der er indsendt til Anm.
Efter min Mening er det noget Bræk - ganske betydningsløst; jeg ved ikke om du eller Gelsted har Lyst til at anmelde den. Jeg kunde ellers ogsaa tænke mig at Giersing - som Medlem af Censurkomitéen - vilde imødegaa den. Man kunde naturligvis ogsaa helt negligere den men jeg vilde dog hælde til den Anskuelse at man skulde omtale den. Send mig den tilbage hvis du ikke vil anmelde den. - Jeg har faaet en lang Artikel fra Paris af Andreas Winding med en 'Oversættelse' af et fonetisk Digt. Digtet hedder Flyvemaskinen og skal skriges og danses. Det er fra 'Sic'. Walden har lovet at sende fra Berlin (han er rejst igen) en lille instruktiv Artikel om Expressionismen. Johansen har skrevet en Art. om Teaterdekorationer og Danneskjold recenserer en Kunstpolemik der har været ført om en Udstilling i Aarhus. Den faar ikke noget lokalt eller aktuelt Præg. Saa næste Gang faar vi ingen Mangel paa Læsestoffet. Af Digte har jeg 1 af Gelsted, som jeg gerne vil gemme lidt og H.B. som jeg har bedt Svend J. lave

et lille Litografi til. Det var rart om Wildenvey kom nu. Jeg har selv skrevet til Bull (ikke direkte men til en Ven af ham).
Vi tager saa Billederne af Swane dennegang og et Træsnit af ham. Maaske skriver han lidt selv til; du er vel bleven ked af at sysle med Swaneartikel under al dette Vrøvl. Du behøver altsaa ikke levere nogen Art. om Tobakstræsnit denne Gang.
Din hengivne Axel Salto

Omtalte steder i Klingen

Fakta

Brev

Det udaterede brev må være efter Saltos modtagelse af Sigurd Schultz’ Ny Horisont, der ledsagede følgebrev fra Schultz 7.2.1918, og før brevet 26.2.1918 fra Salto til Uttenreitter, som omtaler udsættelsen af Sigurd Swane-artiklen.

Sigurd Schultz’ Ny Horisont blev anmeldt af Uttenreitter i Klingens I. årgang nr. 6. Utteneitter anmeldte den også i Fyns Venstreblad 5.3.1918. Når en anmeldelse af Harald Giersing var ønsket, hang det sammen med, at pjecen behandlede Kunstnernes Efterårsudstilling 1917 særdeles kritisk, og at Giersing havde været med i censuren.

Både Svend Johansens og Herwarth Waldens artikler, den sidste omtalt i breve fra Salto 26.2. og 4.3.1918, udeblev. Artiklen om Sigurd Swane kom til at vente til I. årgang nr. 7 og fik Albert Naur som forfatter.

Frederiksberg
Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.