Menu

Klingen

1919-01-21

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto melder, at Klingen Nr. 4 endelig kommer førstkommende torsdag. Han er ikke helt tilfreds med billedstoffet. Til det efterfølgende nummer håber Salto på bidrag fra nordmændene Sørensen og Thygesen, men især venter han sig meget af et indlæg af Oluf Thomsen, der indgående vil argumentere mod Carl Julius Salomonsen.

Transskription

21/1 1919

Kære Poul
Nu endelig kan ´Klingen´ komme - paa Torsdag. Otto G. kom jo først i allersidste Øjeblik. Der er et Par svage Punkter. Mit Omslag er ikke godt, Swanes paa Bagsiden er heller ikke saa spændende og Giersings Farvelitografi indeni er jo ikke straalende, men ellers er det fra Tekst og Billeders Side et godt Nr. synes jeg.

Jeg faar vist et Bidrag af Henrik Sørensen; Thygesen har gentaget sit Tilbud om Bidrag og den bekendte Læge paa Seruminstitutet Oluf Thomsen, et meget fint Navn i Lægekredse, vil indgaaende imødegaa Prof. Salomonsen. Dette sidste Bidrag venter jeg mig meget af. Det bliver saa langt at vi - med Slutningen af Metzingerart. - sikkert ikke faar Plads til noget Digt i næste Nr.
Da vi skal afslutte en Art. og har paa Stabelen dette Indlæg af Dr. Thomsen synes jeg at vi selv skal tage Feb. Nr. og lade Svenskerne vente til Marts. Saa faar de Marts og Dobbeltnr. Juni-Juli.
Ellers er her intet Nyt. Poul Henningsen, som skulde have holdt Foredraget til den Aften Pol. arrangerer for unge Kunstnere, har faaet saa store Arbejder at udføre, at han siger fra. Dette for at meddele at det gaar ham godt. Mogens har stadig ikke vist sig. Selv arbejder jeg paa mit store Billede. Hils Bodil

Venlig Hilsen
Din hengivne

Axel Salto

Omtalte steder i Klingen

Fakta

Brev

Dansk

Det var bakteriologen Carls Julius Salomonsens foredrag "Smitsomme sindslidelser før og nu med særligt henblik på de nyere kunstretninger", Oluf Thomsen ville modgå.
Politikens aften for unge kunstnere var den første af de "Ekspressionist-aftener", Politiken afholdt fra 4. februar 1919 med Emil Bønnelyckes affyring af pistolskud efter oplæsning af digtet ”Rosa Luxemburg” som det effektfulde højdepunkt.

Frederiksberg

Klingens brevpapir

Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4