Menu

Klingen

1919-02-xx

Afsender

Otto Gelsted

Dokumentindhold

Otto Gelsted kommenterer Politikens fest og opdaterer Uttenreitter om alle sine gøremål, bl.a. oversættelse af Freud og Walt Whitman. Samtidig skal han skrive en afhandling om moderne kunst, som han beder Uttenreitter om hjælp til. Endvidere sender han en oversigt over det kommende nummer af Klingen, hvor der er rigeligt stof.

Transskription

Kære Poul

Altfor sent og i for stor Hast skal jeg prøve at sætte dig ind i min Situation, for saa vidt den har presserende Interesse ogsaa for dig. Jeg inddeler efter Vane Brevet i §§ for at faa lidt Hold paa det.
§ 1. Politikens Fest. En ren Abe- og Papegøjefest. Med en stupid Tale for den moderne Kunst af Louis Levy - og til sidst Drukkenskab i Rydbergs Kælder mellem mig, Karl Larsen og Lundstrøm o.a. Mere mundtligt, naar vi snart ses [d.v.s.-tegn] forhåbentlig til Juni.
§ 2. Til Juni: jeg har nemlig lovet Martins Forlag at aflevere Oversættelsen af Freud d. 15 Marts og:
§ 3. jeg har lovet Nyt Nordisk Forlag til 1. Maj en Oversættelse af et Udvalg af Whitmans Digte, som jeg skal lave sammen med Johannes V. Han skriver ét Forord, jeg et.
§4. Forlaget spurgte, om jeg ikke havde en anden Idé at foreslaa dem. Jeg var da nok dristig til at devouere mig til at paatage mig at lave en
(1)

Afhandling om moderne Kunst i Danmark - fra Swane til Lundstrøm - af ren Opofrelse!, for at hjælpe alle disse Folk og en Kunstretning som jeg føler mig knyttet til. Bogen kommer i 1000 Ekspl. med 15 Reproduktioner efter Fotografier af moderne Malere. Den bliver paa ca. 8 Ark i stort Kvartformat (25 Ekspl. paa Japanpapir, numm. & sign.) Stéfánson, Salto og andre Venner, der har Forstand paa Sagen, har lovet at hjælpe mig med Afhandlingen. Kan du give mig Oplysninger - Karakteristikker af enkelte Malere, Weie, Salto, Mogens L - f.Eks., der kan hjælpe mig i denne Knibe - saa skriv endelig! Giv mig Vink! Lad mig øse af din Erfaring! Men altsaa om en Maaned skal jeg aflevere Manuskriptet. Du tror maaske jeg er blevet gal. Men du og Axel vilde jo absolut have, at jeg skulde paatage mig Opgaven - nu husker jeg først, at vi snakkede om det...
Skriv hvad Du tror kan hjælpe mig.
§ 5. Næste Nummer af "Klingen" kommer først en Uge senere. Dr. Thomsen fra Seruminstitutet skal nemlig først holde det Foredrag i "Moderne Kunst", som vi skal bringe som Artikel. Den vil komme til at fylde ca. 5 Sider. Wanscher
(2)

har sendt et Genmæle mod Melzingerartiklen, som jeg synes jeg maa ripostere imod - det vil nok tilsammen fylde 2 Sider. Resten af Melzingerartiklen: 2 Sider. Vi faar altsaa et Nr. med 9 Sider Tekst + 3 Litografier. Paa Omslagssiden har Axel lovet at skrive om Kunstmusæets Nyerhvervelser af moderne Kunst.
§ 6 Vedlagt et Digt af Helge Rode. Vi kan ikke faa Plads til det i næste Nr., saa maaske bliver jeg nødt til at sende det tilbage af Hensyn til en eventuel Digtsamling, han forbereder.
§ 7 Vedlagt ogsaa en Art., jeg har skrevet om Bønnelycke. Send den tilbage. Jeg vil nemlig senere sende den til ham.
Tag foreløbig til Takke, kære, bedste Ven Poul, med disse Linier.
Din trofaste
Otto

Febr. 1919

P.S. Rodes Digt vil jeg gerne for alle Tilfældes Skyld snarest have tilbage.

Omtalte steder i Klingen

Oluf Thomsen: ”Kunst og smitsom Sindslidelse”, II, 5, s. 6-13
Vilhelm Wanscher: ”Kubismens eller Expressionismens Selvforsvar”, II, 5, s. 3-4
Otto Gelsted: ”Svar til Docent Vilhelm Wanscher”, II, 5, s. 5
Jean Metzinger & Albert Gleizes: ”Kubisme”, II, 5, s. 2-3
S.: ”Foreningen for Nutidskunst”, II, 5, s. 1
Helge Rode: ”Aften paa Landet”, II, 5, s. 13

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet er dateret februar 1919 og må være før brevet fra Gelsted til Uttenreitter 13.2.1919, da planerne for både Klingens kommende nummer og Ekspressionisme-bogen er lidt længere fremme i dette.

”Politikens Fest” må henvis til en gentagelse af Politikens ”Ekspressionistaften”. Den første fandt sted 4. februar 1919, men da var Louis Levy ikke på programmet.
”Oversættelsen af Freud” henviser til Gelsteds oversættelse: Sigmund Freud: Det ubevidste, om Psykoanalyse – om Drømmen, der udkom på Martins Forlag i 1920.
Det nævnte udvalg af Whitmans digte er Walt Whitman: Digte, i udvalg og med indledning af Johannes V. Jensen og Otto Gelsted, der udkom i 1919.
Gelsteds ”Afhandling om moderne Kunst” henviser til Otto Gelsted: Ekspressionisme, der udkom på Nyt Nordisk Forlag, Kbh. og Kristiania i 1919; den blev annonceret i Klingens II. årgang nr. 7.
”Moderne Kunst” er Selskabet for moderne Kunst, hvor Oluf Thomsen holdt sit foredrag ”Kunst og smitsom Sindslidelse” 18.2.1919.
Der kom ingen artikel af Gelsted om Bønnelycke i Klingen, så der hentydes sandsynligvis til hans anmeldelse af Asfaltens Sange i Lolland-Falsters Folketidende 7.2.1919.

København
Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.