Menu

Klingen

1918-02-01

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto takker for brev og digt og fremfører betragtninger om optagelse ”uden censur” af udvalgte unge digtere, der har føling med tiden. Endvidere forklarer han byttehandelen med Johannes Buchholtz og går ind på evt. betaling af honorar til digterne. Endelig opfordrer han Uttenreitter til at skrive om ornamentik eller tobakstræsnit, og Otto Gelsteds medarbejderskab kommenteres positivt.

Transskription

1/2 1918

Kære Poul

Tak for Brevet og Digtet. Med Hensyn til u.C. mener jeg at f.Eks. Buchholtz er mere u.C. end Georg B. og Hamsun da han er ung med os og har flere Betingelser for at være i intim Føling med Tiden, hvis Karakter vi forsøger at fastslaa. Hans Bøger berettiger ham + hans Ungdom til at indtage denne Stilling og saa Digtet Birthe. Der er 10 Chancer mod 1 for at han næste Gang sender noget godt. Han sendte Digtet direkte til mig fordi det var en Handel mellem ham og mig at jeg skulde have 2 Digte for et Eksp. af Elskovskunsten. Ellers skulde du selvfølgelig have haft det. Det faldt mig ikke ind at der kunde være tale om at kassere Digtet. M.H.t. at Digtene skulde slippe op saa er jeg naturligvis villig til at give Honorar til Digterne naar det ikke kan være andet. Wildenvey har lovet at give os et Digt. Naar disse Mapper jeg har talt om bliver færdige vil jeg sende en til Foræring til alle de gratis Medarbejdere.
Jeg husker du i sin Tid tegnede Ornamenter (til Puder og Broderi) efter anatomiske Tegninger. Var det f.Eks. ikke et Emne at skrive noget om. Hvis jeg faar fat i nogle Tobakstræsnit vil du saa skrive noget om dem (jeg kender en som har en Samling heraf)
Forresten har vi nogle større Bidrag i Vente saa vi faar nok ingen Stofnød, blot var det rart at have noget liggende at falde tilbage paa. Jeg er slet ikke sikker paa mig selv som Skribent og vil egentlig ogsaa helst figurere i Spalterne i anden Egenskab.
Du maa ikke tro at jeg ikke er glad for Gelsteds store Hjælp. Min vurdering af ham som Digter kan du jo ogsaa tage dig let efter at jeg har kompromitteret mig saa grundigt ved at akceptere B.'s Digt. Forøvrigt anerkender jeg jo hans Muligheder. I Dag gaar Bladet i Trykken altsaa ikke upaaklageligt men der er jo 2 Digte til at redde den skønliterære Afdeling og saa kommer næste Nr. jeg haaber vi bringer til Verden under mindre Veer.
Med venlig Hilsen
din hengivne Axel Salto

Omtalte steder i Klingen

Fakta

Brev

Byttehandelen med Johannes Buchholtz er også omtalt i breve fra Buchholtz til Salto 19.11.1917 og 10.1.1918.
Georg B. er formentlig Georg Brandes.
Knut Hamsun kom ikke til at bidrage til Klingen, det samme gjaldt Herman Wildenvey.

Frederiksberg

Klingens brevpapir

Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.