Menu

Klingen

1919 maj, mellem d. 13. og d. 28.

Sender

Axel Salto

Recipient

Poul Uttenreitter

Document content

Awaiting summary

Transcription

Torsdag Aften

Kære Poul
Tak for din sidste righoldige Sending, du skal nok faa det Aarsskrift tilbage. Buchholtz's Digt vil vi naturligvis gerne have. Vi har tænkt paa om vi ikke skal sende dennegang 1 Hefte til Juni og et tredobbelt til Nr. til September; saa vil vi faa mere Tid til at samle meget og godt Stof sammen i Sommermaanederne, saa vi kan slutte Aargangen uden at falde af paa Slutningen. Der er jo ogsaa Litograflockout i Øjeblikket saa det kan volde nogen Vanskelighed at faa grafiske Bidrag nok i Øjeblikket til et Dobbelthefte i Juni. Til September derimod er Lockout'en nok hævet.
Maiheftet kommer Torsdag den 29de. Indholdet er følgende: Træsnit paa Omslaget af Sigurd Swane - Fotografi efter Grønvold - Art. om Grønvold (gammel Lærer paa tek. Skole) af Salto - Kunst og Skønhed. Af Poul Henningsen - Litografi af Karl Larsen - Farvelitografi af Lundstrøm - Fotografi af en Skibsmodel - Tre Digte af Olaf Auskrull (norsk Landsmaalsdigter) - Litografi af Olaf Stenersen. - Ynglingestatuen fra Epidauros. Af Frederik Poulsen. Fot. af Ynglingestatuen fra E. - Farvelitografi af Salto. - Litografi af Svend Johansen - 2 Digte af Mogens Lorentzen. - Træsnit bag paa Omslaget af Salto.
De to Digte af Mogens har vi sat paa i en snæver Vending da vi manglede Stof til en Side. Der var ikke Tid til at

[langs papirets venstre margin]
Det vilde være udmærket med et Bidrag fra Aakjær, Friis Møller er mere tvivlsom synes jeg

sende dem over til dig. Otto mener at du sikkert vilde være gaaet med til at vi tog dem. Som du ser er alle de yngste Kræfter i Bevægelse som en Modsætning til sidste Nr. der havde en noget andet Karakter. Jeg tror at det er heldigt.
Alf Larsen som er her i Byen i Øjeblikket har jo sendt os en Række af sine Digte og lover os endnu flere. Vi har tænkt paa om vi ikke skulde foreslaa ham at vi udgav Digtene særskilt som en fint udstyret Bog som jeg saa vilde lave nogle Raderinger til. Digte handler om Aarstiderne. Man kunde jo godt lave nogle Raderinger der omend de ikke var direkte Illustrationer til Digte gik sammen med dem i smuk Harmoni. Denne Bog ved hvilken vi saa vilde være uafhængige af Lockout kunde erstatte den Litografi mappe vi ellers vilde have udsendt for at stive Finanserne af. Der er flere øjensynlige Fordele ved den Plan bl.a. vilde vi ogsaa faa et Publikum i Norge. Desuden er en Bog langt snarere et Objekt for Samlerinteresse end en Mappe. I Morgen Fredag skal Otto og jeg ud til Vældegaard og besøge Alf L. vi vil saa tale med ham om det. Synes Du ikke at det er en god Plan?
Otto og jeg har i Aften talt om Klingens Fremtid. Om vi skulde lade Klingen komme som en aarbog ligesom Flamman - naturligvis forudsat vi faar Raad til at fortsætte eller om vi hvis vi fører Bladet videre som et Maanedsblad skal bibeholde Format o.l. Det er naturligvis noget tidligt at drøfte dette men meget underholdende. Hvad mener Du ?- Ellers Alt vel her!
Venlig Hilsen til jer begge
Din hengivne Axel Salto

[tilføjelse af Otto Gelsted langs papirets venstre margin:]

Kære Poul. Nu kommer Whitmannbogen og "Expressionisme" snart, du faar dem begge straks direkte fra Forlaget. Hils Bodil paa det bedste. Jeg har under Overvejelse at samle saa mange Digte, at det kan blive en lille Bog (Forlaget har spurgt, om jeg ikke vilde). Alt vel. Din Ven Otto.

Omtalte steder i Klingen

Facts

PDF
Letter

Dansk

Brevet er udateret, men må være senere end brevet fra Salto til Uttenreitter 13.5.1919, da maj-hæftet endnu ikke var helt på plads, og før 28. maj, da det udkom. Da brevet er dateret "Torsdag Aften" kan det være torsdag 15. maj eller torsdag 22. maj.

Frederiksberg
Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4.