Poul Henningsen

Poul Henningsen (PH) var medredaktør af Klingens III. årgang.
PH var søn af forfatteren Agnes Henningsen, i hvis hjem der færdedes både forfattere og malere, og han forsøgte sig selv som maler i årene op mod Første Verdenskrig. Han fik også via moderen forbindelse med Alhed og Johannes Larsen og besøgte Møllebakken i 1914 og 1915. Inden sin debut i Klingens spalter kendte PH også adskillige af de unge billedkunstnere. Allerede under sin uddannelse på teknisk skole på Nørrebro, hvor han gik med afbrydelser mellem 1911 og 1917, lærte PH maleren Svend Johansen at kende, og et livslangt venskab blev grundlagt. Men han kendte også inden Klingens tid Harald Giersing og Sigurd Swane og sandsynligvis også Axel Salto. I sommeren 1917 mødte han Otto Gelsted hos Johannes Larsen. Desuden kom han tæt på Fritz Syberg, hvis københavnske domicil Valdal nær Valby Bakke, han hjalp med at renovere.
PH debuterede som kunstkritiker i tidsskriftet Vor Tid i januar 1918. Det skete med anmeldelser af en Edvard Munch-udstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling fra det forudgående år, og i de følgende år forsvarede han jævnligt den moderne kunst mod en hårdhændet kritik. Hans bidrag til Klingens første årgang bestod i en anmeldelse af plakatudstillingen i Københavns Rådhus i april 1918 i sommernummeret og et prosadigt i det følgende hæfte. I de efterfølgende årgange skrev han hovedsagelig kritiske og teoretiske indlæg.
PH kom ind i Klingens redaktion samtidig med Emil Bønnelycke og Sophus Danneskjold-Samsøe, da den hidtidige redaktion i forbindelse med starten på III. årgang ønskede at blive aflastet fra det praktiske arbejde og samtidig skaffe nyt blod til foretagendet. PH blev bl.a. hentet ind, fordi han havde skaffet kontakten til tidsskriftets økonomiske garant, vekselerer William Gasmann, og ekspeditionen af tidsskriftet blev samtidig flyttet fra Hasselbalchs Forlag til PHs arkitektkontor.
Til forskel fra de øvrige nytilkomne redaktører fik han betydelig indflydelse på Klingens linje, der i III. årgang blev mere militant, bl.a. da PH foreslog nedlæggelse af Kunstakademiet. Samtidig ændrede tyngdepunktet i tidsskriftets tekster sig i retning af det arkitekturteoretiske, idet PH stræbte efter at give det et videnskabeligt grundlag med inspiration i nykantianismen, som han bl.a. lærte at kende gennem Otto Gelsted. PH stod således i tredje årgang bag lange artikler om arkitekturteori og Kunstakademiets studieplaner.
Efter tidsskriftets ophør var PH medudgiver af Klingens grafiske Forenings mapper, og på Kunstnernes Efterårsudstilling 1921, der rummede eksperimenter med totalløsninger på moderne rum- og udsmykningsopgaver, samarbejdede han med både Salto og Lundstrøm.
PHs hovedvirke kom til at ligge inden for lysdesign, kritik og kulturdebat. På verdensudstillingen i Paris i 1925 fik han guldmedalje for sine lamper, og med den blændfrie PH-lampe, der blev skabt senere samme år, oplevede han en stor og blivende succes, som blev hans livsgrundlag og var en vigtig forudsætning for hans virke som uafhængig kultur- og samfundskritiker i kulturradikalismens tjeneste.
1921-1938 var han medarbejder ved Politiken, og sammen med bl.a. arkitektkollegerne Edvard Heiberg og Thorkild Henningsen udgav han 1926-1928 tidsskriftet Kritisk Revy, der med sine nye demokratiske ideer om boligbyggeri, hverdagsdesign mv. var helt centralt for kulturradikalismens gennembrud.
PH stod i årtier som en af de mest markante og gennemslagskraftige kritikere på meget brede områder, herunder også kunstkritikkens. I 1920’erne skrev han ikke meget om billedkunst, men fra 1930 og frem pegede han vedholdende på sin medspiller fra Klingens dage, Vilhelm Lundstrøm, som den bedste repræsentant for en moderne, demokratisk kunst og en æstetik befriet fra dyrkelsen af det sjældne og kostbare. Især så PH dette formuleret i Lundstrøms omformning af kubismen i klassicistisk retning, som oplevede et højdepunkt i mosaikudsmykningen af Frederiksberg Svømmehal i 1930'erne.