Menu

Klingen

1918-04-xx

Afsender

Axel Salto

Modtager

Otto Gelsted

Dokumentindhold

Axel Salto modgår Gelsteds kritik af, at der trykkes artikler på tidsskriftets omslag, kommenterer udgivelsen af Brorson-bogen som bibliofilt værk og opfordrer Gelsted til at sende noget til Klingens sommerhæfte, helst prosa.

Transskription

April 1918

Kære Gelsted
Tak for Deres Brev. Hvad angaar den deri fremsatte Anke mod 'Klingen' er jeg ikke sikker paa, at jeg helt billiger Deres Synspunkt; naar Omslagene som her saa absolut skal bindes med ind i en Aargang vil de virke som lige saa mange døde Punkter naar man blader Bogen igennem, hvis de kun indeholder tørt redaktionelt Stof og Indholds fortegnelse; desuden er det rart at have nogle Sider til Raadighed overfor Stof som ikke kommer i første Plan, men som heller ikke bør skydes ud.
Brorsonbogen glæder jeg mig til at læse. Hvis man skal udgive den som et bibliofilt Værk maa den sikkert indeholde Billeder eller Vignetter, da det er paa den Konto man kan tage en høj Pris for den. Poul talte om at jeg skulde forsøge at tegne noget til Bogen, men dette tør jeg naturligvis ikke give Tilsagn om, før jeg har læst den; maaske har De og Poul nu andre Hensigter med Arbejdet, i hvert Fald kan De regne paa at jeg skal hjælpe saa godt jeg kan.

Til det 3 dobbelte Nr. af 'Klingen' vi udsender til Juni, maa vi mobilisere hele vor Styrke. Jeg haaber at vi ogsaa deri kan gøre Regning paa Dem. Har De ikke noget Prosa? Det kunde jo ogsaa for Brorsonbogens Skyld være gavnligt om Deres Navn samtidig kom frem et andet Sted!
Venlig Hilsen
Deres hengivne Axel Salto

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet er senere end et brev fra Gelsted til Salto også dateret April 1918, som det er en reaktion på.

Hans Adolph Brorson: Psalmer. I udvalg ved Otto Gelsted og Poul Uttenreitter, udkom i slutningen af 1918 med originallitografier og vignetter af Axel Salto. Sommer-hæftet blev ikke et tre-dobbelt nummer, men et dobbeltnummer.

Frederiksberg

Klingens brevpapir

Kerteminde
Poul Uttenreitter

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.