Klingen
1917-10-11
Afsender
Sigurd Swane
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Sigurd Swane takker for kort og kommenterer Uttenreitters engagement i tidsskriftet og hans redaktørstatus samt en evt. artikel af Sigurd Swane skrevet af ham selv eller evt. Uttenreitter. Swane vil gøre et forsøg på at skrive om sig selv. Endvidere røber han, at han i hemmelighed har indleveret en digtsamling til Gyldendal.
Transskription
11-10-17
Kære Poul, blot to Ord i Hast. Tak for dit Kort, jeg tænkte jo nok at du vilde skrive noget i Bladet, når det var Salto, der redigerede det, men at du ligefrem var med i Redaktionen vidste jeg ikke. Det er morsomt at du har fået det. Jeg havde selvfølgelig i Sinde at tegne mig som Abonnent, men jeg havde ikke fået tilsendt nogen Reklame, så jeg vidste ikke hvor jeg skulde henvende mig, Saltos Nummer i Valbylanggade havde jeg jo glemt - det er forresten upraktisk at der ikke på Reklamen står hverken hvor tit det kommer eller hvad Prisen er, før jeg ved det er det lidt vanskeligt at agitere rigtigt - nå herude ser jeg jo heller ingen, men når jeg kommer ind til Byen - d.v.s. for det Hæfte hvor en eventuel Artikel af eller om mig står kan jeg kun agitere med megen Begrænsning,
- Strax tænkte jeg, nej skrive om mig selv, det kan jeg ikke , men da jeg i Nat lå vågen flere Timer spekulerede jeg over det og Resultatet er at jeg er gået i Gang med et Forsøg, skulde det mislykkes for mig kunde det dog måske bruges som Grundlag for en Artikel af dig f. Ex. eller en anden, om du ikke vilde eller ønskede det. På Lørdag skal jeg til Byen, jeg skal se, om jeg har noget brugeligt
at sende, men så sender jeg det til dig først, mine Digte er for Tiden indleveret hos Gyldendal, men det er en dyb Hemmelighed, jeg ved ikke om jeg har helt gyldige Klader, men jeg skal se efter. Jeg har nok en halv Snes Digte, som skal danne Grundlaget for den næste Samling, men det er alle Forårsdigte, så de passer vist ikke så godt nu.
Jeg har begyndt at spekulere over hvilke Billeder der skulde gengives, jeg ved jo nu ikke noget om hvor mange I tænker jer[g], foreløbig har jeg sat denne Liste op, men den kan jo endnu undergå mange Forandringer
Arne Hjort - Figurer i et Landskab (Fåborg Mus) - Drengehoved (tilh. Ebbe Kornerup) - Jacobs Drøm (tilh. Dir. Oppenheim, jeg har Fotografi) - Fra Tisvilde Hegn (tilh. Fru Groth Hansen) - Toget kører forbi (tilh. ?) - Klipper, Bornholm - og Burleske (fra i År, for Tiden i Århus, hvor det forresten efter Giersings Udsagn ikke hænger så godt, og derfor heller ikke ses rigtigt.
Jeg skal hilse Dig meget fra min Kone, som har en meget øm Samvittighed over en lille Briks, som virkelig ikke er færdig endnu. De venligste Hilsner fra mig selv (og overkom et Par Hilsner rundt om) til dig og din Kone
din hengivne Sigurd.
Fakta
PDFDet blev Albert Naur, der skrev om Sigurd Swane, mens Swane skrev om Harald Giersing i Klingens decemberhæfte 1917. Swane debuterede som digter i 1912 med samlingen Skyer, mens Templet udkom i 1918.
Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.
Omtalte steder i Klingen