Menu

Klingen

1920-11-06

Afsender

Alf Rolfsen

Modtager

Axel Salto

Dokumentindhold

Alf Rolfsen er i Rom, hvor han er blevet grebet af ulyst til staffelimaleriet og en trang til fresker. Han takker for nogle dejlige dage i København og fortæller om Mogens Lorentzen, der er i en sørgelig tilstand. Han har talt med ham om uvenskabet med Salto, som han mener, Mogens Lorentzen er ulykkelig over. Uvenskabet mellem de to piner også Rolfsen, der er ven med begge.

Transskription

Mme Bovet, Piazza del Popolo 18
Roma, 6-11-20

Kjære Salto!
Jeg er saa lei for at du først nu faar höre fra mig - jeg skulde jo forlængst med nogen ord takket for sist. Baade Ingrid og jeg mindes denne dag i Kjöbenhavn som en virkelig fest og som vor reises glanspunkt, og vi var saa rört over alt det du og Kamma gjorde for os. Men du vet, naar den evige stad og flere andre stæder kværner rundt i hodet paa én dagen lang - saa kaster man sig dödtræt i sengen om aftenen uten at ha faat skrevet saa meget som en hilsen. Ja, det var deiligt at mötes med dere igjen efter den lange tid, og jeg fik saan lyst til at bli boende i Kjöbenhavn.
Mogens stod paa stationen i skikkelse av en knokkelmand i overalls. Han er overmaade medtat og mager og har det hverken godt eller let paa nogen maater.
Vi har forövrig været daglig sammen siden jeg kom.

Jeg rörte allerede en av de förste dager ved bylden og vi hadde en timer lang samtale, som var pinlig, frem og til bake paa Quirinal i lygteskin og regnveir. Jeg fremsatte for egen regning den haarde beskyldning mot ham som Svend, Poul H. og Lundstrøm hævdet, - at han hadde villet fri sig fra "et skib som han trodde var synkende." Mogens forsvarte sig med stor bitterhet og med sterke argumenter. Saa meget vet jeg ialfald at det ikke var hans tanke med hint ulyksalige brev at sætte dit og hans venskap overstyr; hvis han virkelig av beregning hadde villet dette - saa hadde det jo været for taapelig som beregning betragtet; for det kan jo ikke nægtes at det i høi grad er Mogens som er kommet til at betale gildet - og dette maatte han jo da været forberedt paa. Jeg vet ogsaa hvor meget Mogens lider under tilstanden, selvom han ikke vil vedkjende sig det. Og under alle hans mange kraftsatser om at "krig er maaske det beste" og "saa skal sgu den kamp föres igjennem" er det ikke vanskelig at skrape sig frem til den sympati for dig som findes inderst i ham og smerten over at dette venskap er sat til. Og om jeg ikke forstod feil föler du selv noget lignende

Herfra at slutte at bruddet skulde kunne læges vilde desværre være forhastet, og jeg gjør mig ikke illusioner desangaaende. Jeg har heller ingen tillid til tidens tand, som saa langt fra at læge alle saar tvertimod gnaver i bruddstedet. Naar jeg idetheletat er kommet ind paa dette pinlige tema saa er det ikke for at gi rollen som forsonende engel, men fordi hele affæren gjør mig saa virkelig ondt saa jeg kan ikke la være med at beröre den. Baade du og Mogens er mine venner, og jeg synes at de baand som binder mig til hver av dere er saa sterke; derfor gaar der et stik gjennem mig hvergang jeg tænker paa hvordan dere nu har det. Dog skal jeg ikke komme tilbake til dette oftere, likesom heller ikke Mogens og jeg har vekslet 10 ord om saken siden den ene gang.
Jeg har gjennemstreifet Rom i 3 uker og forresten, synes jeg, overkommet uhyre. I al denne tid har jeg ikke været mer end to ganger i stanzerne og det sixtinske kapel, og her ligger jo dog brændpunktet. Men jeg har först villet ha en oversigt over alt det andre (som jo væsentlig er arkitektur)

Jeg har læst en del - for naar det kommer til stykket er jo ens uvidenhet forfærdelig. Det som har været den store oplevelse her nede - ved siden av stanzerne og kapellet - er bekjendtskapet med Bramante og med Polyklet - den siste repræsenteret ved et hode i Barracco-museet. Begge disse to var för kun navne for mig. Fra Rom synes jeg ikke man har trang til at reise til Florens (men man gjör det og blir der antagelig en maaned, i februar). Det er bare ganske faa malere jeg absolut vil stifte bekjendskap med - og det er den rette linje op til Michelangelo! Giotto, Massaccio, Castagno, Signorelli. Disse har jeg tænkt at opsöke og saa ta med hvad der maatte findes paa veien. Nei östover - Hellas! Dog dit kommer man ikke; og ikke længere syd end til Pompei, muligvis dog til Pæstum.
En ulyst til staffelibilleder, en trang til at tumle med huser og vældige flater og til at arbeide i verdens skjönneste stof: fresken - overvælder én her nede. - Som levested betragtet synes jeg Rom er skrækkelig; vore dages Rom er en underlig impotent form for en storby. Vi bor forresten paa et deilig sted og lever billig, saa vi har ingen egentlig grund til klage. Nei til at leve i skal man bruke Paris, ja og Kjöbenhavn. Og saa er det min agt fra hösten

[fortsættelse øverst s. 1, på hovedet]:
av at grave mig fast ned i - Kristiania. For man kan desværre i længden ikke holde til den mængde midlertidighet - og jeg har nu hængt og svævet i seks aar.
Vil du hilse Kamma paa det indstændigste baade fra Ingrid og mig - og guttene, naar du ser dem. Og send mig et par ord snart! Din hengivne Alf R.

Fakta

PDF
Brev

Norsk

Det nævnte brev fra Mogens Lorentzen, der må formodes at være til Salto og af nyere dato, er ikke fundet.

Rom
Frederiksberg

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.