Menu

Klingen

1917-12-19

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto kommenterer nogle af Sigurd Swane fremsatte kritiske vurderinger af tidsskriftets billedbrug og de hyppigt tilbagevendende medarbejdere. Han er ikke helt enig, men det sidste bliver der gjort noget ved. Han opsummerer indholdet i 4. hæfte, der vil få ny omslagstegning og visse ændringer i udstyret. Videre skriver han, at han foretrækker Klingens vægt på egne bidrag frem for det svenske tidsskrift Flammans eftersnakkeri.

Transskription

19/12 1917

Kære Poul
Jeg kan ikke paa ethvert Punkt give Swane Ret i hans Dom over 3die Hefte: Det røde Omslag er godt især med det gule skinnende ved Siden af. De to Giersings Billeder har jeg sat over for hinanden for at bryde Ensformigheden i Afvekslingen mellem Stof og Billeder. Det ene Rodinfotografi passer efter min Mening udmærket sammen med "Bølgerne", men naturligvis er Rodin ikke det egentlige Stof vi skal have frem, men lige i Øjeblikket kan det godt forsvares og det er jo smukke Tegninger. Hvad angaar Medarbejderne der lidt hyppigt optræder igen har han fuldstændig Ret men det bliver der jo ogsaa raadet Bod paa. Goldschmidt mente ikke at han kunde faa Tid til at skrive om Hartmann saa nu skriver Leo en Side til Raderingen

II
og Fotografierne gaar ud. Maaske kan vi tage dem frem til en Art. af Goldschmidt senere. Nu har vi ellers af grafiske Arbejder
1 Radering af Hartmann
1 Litografi af mig selv
1 Træsnit af Johannes Larsen
det er da rigeligt i et enkelt Nummer. Det skulde vi ogsaa helst have nogle Abonnenter paa. I 4de Nr. foretages nogle Ændringer: Ny Omslagstegning (jeg havde bedt Svend Johansen lave en, men han fik Lungebetændelse og naar næppe at faa noget færdigt; jeg har selv tegnet en hvis vi kommer til at staa og mangle.
Papiret bliver lidt anderledes saa man kan trykke Reproduktionerne direkte ind.
Dette er baade billigere og i længden vistnok også nok saa tilfredsstillende. d.v.s det grafiske Bidrag skal altid klæbes ind.
Og saa er jeg ikke sikker paa at vi ikke maa tage en Annonce paa Omslagets sidste Side. -
Jeg tror nok vi faar et Digt af Wildenvey. Desuden har jeg 2 smaa Raderinger af Jerichau liggende, ellers er der vist ikke noget at meddele.

kommer du til København i Julen?
Du er jo velkommen til at sove her hvis du vil.
Mange venlige Hilsner
Din hengivne
Axel Salto

p.s. II Oplag af 2det Hefte kommer inden Jul. Træsnittet af J.L. er smukt. -
Jeg synes at det er meget bedre som vi gør at lave et Blad der hviler paa vore egne Frembringelser, det er rigere og giver et sluttet Hele som Flamman f. Eks. savner; hvor maa ikke Flamman virke utaalelig i Paris - dette Organ for Eftersnakkeri og aflagte Cliché'er.

Omtalte steder i Klingen

Fakta

Brev

Det endte med forsidetegning af Salto, mens Svend Johansen først leverede en forside til martshæftet 1918. Digtet af Herman Wildenvey udeblev.

Frederiksberg

Klingens brevpapir

Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.