Menu

Klingen

1918-04-xx

Afsender

Otto Gelsted

Modtager

Axel Salto

Dokumentindhold

Otto Gelsted takker for litografier fra Elskovskunsten og for optagelse af digte i Klingen, men klager over tidsskriftets udstyr, særligt at der trykkes artikler på omslaget. Endvidere forklarer han titlen på hans digt ”Vineta”. Han lover snart at sende teksten til Brorson-bogen og spørger, om Salto kan tage sig af det praktiske med trykkeriet. Cirkulærer regner med kan udsendes sammen med Klingen.

Transskription

April 1918

Kære Hr. Salto.

Tak for de smukke Litografier fra Elskovskunsten, jeg er meget glad for dem. Jeg har ogsaa været glad for den Gæstfrihed, De har vist mine Digte i "Klingen".
Men maa jeg benytte Lejligheden til at komme med en Anke mod Udstyret. Er det ikke en Fejl at trykke Artikler paa et Omslag? Jeg synes, det ser ikke saa godt ud. Efter min Smag vilde det være smukker, hvis Omslagets fire Sider var ordnede saadan: 1. Titel (som nu). 2. Blot Indholdsfortegnelse. 3. Redaktionelle Noter. 4. Slutningsvignet.
Det er maaske Pedanteri, men jeg synes der er noget principielt forkert i at lade Indholdet brede sig ud over Omslaget. -
Vineta er en By, der efter Sagnet laa et Sted paa Østersøkysten, saa vidt jeg husker ved Usedombugten tæt ved Rügen et sted, jeg maa sige jeg er i Vildrede med det geografiske. Sagnet er forresten knyttet til forskellige Steder og Øer i og ved Østersøen. Linné omtaler det som knyttet til en eller anden svensk Ø. Det var paa Grund af sin Gudsforgaaenhed, at Byen blev forvist til Bunden af Havet.

Brorsonbogen skal De nok faa. Men inden vi, ie: Poul og jeg, kan bestemme os til at give den fra os, maa vi have endnu en fjorten Dags Tid til at gen-

nemgaa Teksten endnu engang. Skal Bogen ud, burde den komme i Begyndelsen af Efteraaret. Kan De paatage Dem det praktiske Vrøvl med Trykkeriet? Cirkulærer om Bogen kan jo udsendes sammen med "Klingen". Der bør vist ogsaa sendes Cirkulærer til Landets Præstegaarde. Naa, men De skal altsaa i al Fald faa Manuskriptet sendt.
Poul hilser.
Venlig Hilsen,
Deres hengivne
Otto Gelsted.

Møllebakken,
Kerteminde.

Omtalte steder i Klingen

Fakta

Brev

Ovids Elskovskunsten var forsynet med litografier af Axel Salto. Iflg. brev fra Salto til Uttenreitter 26.2.1918 ville han fremstille en mappe med litografierne til udsendelse til de af Klingens medarbejdere, der ikke havde bogen.
Otto Gelsteds digt ”Vineta” var et af ”To Digte” i Klingens juni-juli-nummer 1918.

Kerteminde
Frederiksberg

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.