Menu

Klingen

1923-04-28

Afsender

Sigurd Swane

Dokumentindhold

Sigurd Swane vil gerne påtage sig at udføre et litografi, som Uttenreitter har bedt om. Han arbejder i øvrigt på at få udsendt en tredje digtsamling. Han håber, at Uttenreitter vil gennemse et udvalg, og opfordrer denne til af aflægge et besøg hos familien Swane.

Transskription

[påskrift med blyant]: 28/4 2 ?
Kære Poul. Tak for dit Brev. Jeg vil meget gerne lave det Litografi du ønsker, jeg vil også gøre mig Umage for at lave et som kan være alment fatteligt, jeg tror heller ikke det derfor er nødvendigt at slå af på sine egne Fordringer - så sjældent jeg optræder som Litograf - jeg har vist lavet 4 Litografier - skulde det jo gerne blive et der betød noget for mig - og derved for andre. Jeg skal nok se at sende dig flere at vælge imellem.
- Jeg står forresten i Begreb med at sende dig en Digtsamling. Jeg sendte ifjor engang vist en til Gelsted, men jeg fik den tilbage som umoden - og bagefter kunde jeg også nok se, han havde Ret, men jeg skal have meget mere Tid end jeg havde givet mig til at vælge fra og til at gennemarbejde mine Ting, nu har jeg dels valgt andre af dem jeg havde liggende, dels arbejdet disse gennemgribende igennem

dels kompletteret dem med nogle nye, som jeg har søgt at file så kraftigt på, at de er færdige - eller altså skulde være. Jeg vilde meget gerne have i alle Fald denne 3die Digtsamling ud, idet jeg tror den vilde afrunde de to andre og skabe mere Helhed i Billedet af min Higen og Villen. Jeg er jo imidlertid gået fra det ene Forlag til det andet og står ganske uden Forbindelser og vover ikke at gå noget Sted hen på egen Hånd nu. Skulde du synes, som jeg håber, at den bør ud, tænkte jeg mig, at du også kunde og vilde lægge det nødvendige Ord ind for den et eller andet Sted.
- Trænger du forresten ikke til et Par Dages Ferie på Landet - du var meget velkommen, om du engang havde Lyst til at besøge os - her er dejligt ude nu i Forårstiden - det var jo nok det sikreste, om du meldte dig i Forvejen.
Fandt du mon noget hos Johannes Fibiger, det forekommer mig, at der være Digte dær som netop vilde passe og det er altid morsomt synes jeg, at finde sådanne altfor godt skjulte Perler frem - Skade Kidde ikke lever, han læste tit et eller andet udmærket Digt for mig af en eller anden, man slet ikke skulde tro kunde skrive et så stærkt og betydeligt Digt - og der var Digte du netop her kunde bruge.
[vertikalt i højre side]:
De venligste Hilsner.
Sigurd.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Dateringen er en senere tilføjelse og svær at læse, men det må være 28.4., da det nævnes, at det er forår. Året må være 1923, da Swane arbejdede på et litografi til Klingens grafiske Forenings mappe med Grønningen-kunstnere.

Den digtsamling, Swane forbereder, må være: Tiden, 1925.
Litografiet må være det til Klingens grafiske Forenings mappe nr. 4, der udkom allersidst i 1923 og indeholdt en Opstilling af Sigurd Swane.

Frederiksberg
Johannes Fibiger
Otto Gelsted
Harald Kidde

Det Kgl. Bibliotek, NKS 4722, 4