Klingen
1921-01-07
Sender
Fritz Syberg
Recipient
Poul Uttenreitter
Document content
Awaiting summary
Transcription
Valby 7-1-21
Kære Hr. Uttenreitter!
Det er angaaende Rille jeg gærne vilde tale et Par Ord med Dem. Sagen er at jeg har været henne paa Svanholm Gymnasium for at anmelde ham til Optagelsesprøve - den falder sidst i Juni - og der faaet at vide at det ikke er Fransk men Latin der fordres - foruden Tysk og Engelsk - Jeg vil derfor spørge Dem om De vilde have noget imod at ombytte Deres Undervisning i Fransk med en do. i Latin. For at spare Tid sender jeg en Lærebog i Latin med - den som bruges i alle Skolerne - og af Oplysninger jeg kan give Dem er der følgende: Der findes en Del Læsestykker som ved Prøven skal kunne oversættes fra Latin til Dansk og en mindre Part som skal kunne oversættes fra Dansk til Latin. Desuden er der ca 20 Sider (i Bogens Slutning tror jeg) som skal kunne oversættes ved Prøven. I øvrigt sagde Rektoren at var der noget Rilles Lærer ønskede Oplysning om var han villig til at give den ved skriftlig Henvendelse. Nu er Spørgsmaalet om De vil have denne ekstra Ulejlighed. Jeg er villig til at betale Dem med en Aquarel eller et andet Billede efter frit Valg. Men det fornuftigste vil være, dersom De gaar ind herpaa
at begynde paa Latinen med det samme (Jeg har fra en eller anden Side hørt at De er Ekspert i Latin, men ved jo ganske vist ikke hvad De selv siger dertil men gaar altsaa ud fra at det forholder sig rigtig) hvert Fald kan De jo sagtens lære Rille den Smule Latin han har brug for, Spørgsmaalet er jo om et saadant Ekstraarbejde ikke er Dem til for megen Besvær, Jeg kan selvfølgelig godt forstaa om De ikke ønsker at paatage Dem det, men vil heller ikke skjule at jeg vil være Dem meget taknemlig dersom De vil. -
Vil De hilse Deres Frue - Hilsen og glædeligt Nytaar til Dem begge.
Deres hengivne
Fritz Syberg
[påført med blyant]:
Rektor Flagstad
Schn----Skole
Værnedamsvej
Kbh. V
Schneekloth.
Ernst Syberg
Opt 1_st_ Gymnasieklasse
[på hovedet]:
Lørdag i Horne