Klingen
1920-05-03
Sender
Otto Gelsted
Recipient
Poul Uttenreitter
Document content
Awaiting summary
Transcription
KØBENHAVN K., den 3 Maj 1920
Kære Poul Uttenreitter.
Efter Samtale i Dag med Dir. Halling og Nielsen erfarer jeg, at Forlaget nu definitivt - under Henvisningen af til Umuligheden af at skaffe Papir til en blot nogenlunde rimelig Pris - har besluttet sig til at udskyde Udgivelsen af H. C. A. Bogen. Da Forlaget jo ikke kan gaa ud fra, at du har Lyst til at lade Bogen vente paa ubestemt Tid, er det en Selvfølge, at du stilles ganske frit med Hensyn til Bogens eventuelle Anbringelse paa et andet Forlag. Herom beder jeg dig venligst tilstille Forlaget Meddelelse. Forlaget beder mig udtrykke dets Beklagelse af de abnorme Forhold, der gør det umuligt for det at realisere en i og for sig saa udmærket Plan som HCA-Bogen.
-
Maa jeg privat 1: takke dig for dit Besøg i Kbh. 2: tilbyde paa dine Vegne her i Kbh., dersom du ønsker det, at undersøge Mulighederne for en eventuel Udgivelse paa et andet Forlag. Jeg kunde f. Eks. snakke med Garde paa Gyldendal, Hoffmann hos
Pio, Med Aage Marcus, John Martin, Levin & Munksgaard. Det er vistnok de Forlag, der kan være Tale om. Dog bør det ordnes saadan, at du indsender en Plan til Udgivelsen til et af Forlagene; saa kan jeg bagefter finde en Lejlighed til at besøge og støtte Sagen. For at undgaa nemlig at Forlagene ved, at Bogen først har været indeleveret til N. N. F. Dog bliver det maaske nødvendigt - og er maaske bedst - af Hensyn til Brix' Afhandling; at lægge Kortene paa Bordet. Hvordan ellers forklare, at Brix' Afhandling allerede er bestilt?
Men hvad mener du? Jeg er Rede til at gøre alt, hvad jeg kan for at faa Bogen ud paa et andet Forlag.
Jeg hører nu, at det er Meningen at behandle Sigurd Swane paa samme Maade som dig. Det er en kedelig Meddelelse at gøre S.S. nu i hans afkræftede Tilstand. Jeg vil i al Fald først faa at vide, hvem der er hans Læge og konferere med ham. Sigurd taaler ikke mange Stød i Øjeblikket, og han har jo arbejdet paa Oversættelsen i 10 Aar.
Hele Historien er umaadelig pinlig for mig, og jeg tænker stærkt paa at trække mig ud af Forlagsvirksomhed, selv om jeg derved skulde komme til at staa paa bar Bund.
Din Ven
Otto
Facts
PDFDansk
Brevpapir:
NYT NORDISK FORLAG
NØRREGADE 7. KØBENHAVN K
TELF. 9330
Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4