Emil Bønnelycke

Emil Bønnelycke var medredaktør af Klingens tredje årgang.
Efter præliminæreksamen blev Bønnelycke ansat hos DSB. Han arbejdede på kontoret i Århus 1909-1911 og i København 1912-1915. Dernæst rejste han til Norge, hvor han i 1916-1917 arbejdede som stilladsbygger og murerarbejdsmand, sideløbende med at han skrev sine digte.
Bønnelycke fik sit kunstneriske gennembrud i 1917 med digtsamlingen Ild og Ungdom, der med sin dyrkelse af teknikken, storbyen og ungdommen og med sin højstemte, ekstatiske tone placerede ham i front blandt krigsårenes unge digtere.
1918 blev et højdepunkt i hans ekspressionistiske digtning med de tre digtsamlinger Taarer, Festerne og Asfaltens Sange. Hans forfatterskab var på det tidspunkt påvirket af den moderne malerkunst. Til Klingen skrev Bønnelycke fra første årgang, startende i maj-nummeret 1918, det såkaldte ”krigsnummer”, hvor han bidrog med digtet ”Hymne”, hvis første strofer lyder:

”Hengiv Jer, Kammerater, i Lytten til Sangen i Luften.
Den lystigste Lyd er den, der lovsynger Døden”

I det følgende nummer fulgte det grafiske digt ”Berlin”, og han var storleverandør til Klingens anden og tredje årgang. Anerkendelsen af Bønnelyckes indsats var dog langt fra entydig i tidsskriftets litterære redaktionen. Han måtte flere gange se sine digte kasseret af Gelsted og Uttenreitter, men han endte med selv at blive en del af redaktion. Det skete i 1919 samtidig med Sophus Danneskjold-Samsøe og Poul Henningsen, i forbindelse med, at den hidtidige redaktion ved starten på 3. årgang ønskede at blive aflastet fra det praktiske arbejde og samtidig skaffe nyt blod til foretagendet. Bønnelycke var udset til at repræsentere den unge digtning og samtidig være tidsskriftets talsmand over for pressen. Samme år var Bønnelycke blevet medarbejder ved Politiken, i 1921-22 var han tilknyttet Berlingske Tidende.
For udstillingssammenslutningen De 4, der udsprang af Klingen, fungerede Bønnelycke også som allieret i pressen. Han fortolkede gruppens intentioner med stor forståelse, og til dens første katalog leverede han hyldestdigtet ”Vilde Violinister”.
Romanen Spartanerne, som Bønnelycke fik udgivet i 1919, betragtes som den første ekspressionistiske roman i Danmark, og sammen med vennen Tom Kristensen var han i en årrække midtpunkt i det litterære ”Valbyparnas”.
I 1925 fremkom den lille venskabeligt skæmtende satire om Klingen-kredsen: ”Den hemmelighedsfulde Avis. En munter Historie af Emil Bønnelycke”, i tidsskriftet Buen *1. årg., 12 (okt. 1925), s. 4-7, hvor de let genkendelige kunstnere Adam Hjort, Johan Svennesen og Sandstrøm optræder foruden magisteren ”Pudsepedersen”. Men samme år skete der med Bønnelyckes roman *Ny Ungdom et brud med den tidligere teknik- og storbydyrkelse, der nu blev erstattet af kristendommen, og med hele det miljø i gullaschtidens København, han havde været en del af. Herefter blev Bønnelycke betragtet som en frafalden af de tidligere allierede.