Menu

Klingen

1917-08-29

Sender

Axel Salto

Recipient

Poul Uttenreitter

Document content

Awaiting summary

Transcription

Onsdag Aften

Kære Poul
Tak for din "Bulletin". Det glæder mig at høre om din Arbejdsiver i Sagen[s] Tjeneste. Navnet Klingen er trods det spinkle dog yndefuldt synes jeg, og ikke uden Fyrighed, men jeg tænker stadig paa nye Navne om jeg kan finde et bedre. Din Begejstring for Navnet "Indgangen" kan jeg ikke dele; du synes at nære en sværmerisk Kærlighed til det. Med en ubetydelig forandring kunne man jo ogsaa kalde Bladet "Klangen".

Jeg har talt om Sagen med nogle Mennesker bl.a. med Wanscher der lige var kommen hjem fra Holland. Han var yderst interesseret og vilde ogsaa gerne ved Lejlighed yde Bidrag. Desuden altsaa med Mogens og Walt og med Svend Johansen
Disse Mennesker har en kvikt arbejdende Fantasi som vi kan benytte os af.
Saa har jeg talt med Bogtrykker Christensen i Pilestræde. Han er en udmærket Haandværker og saa var han Forretningsfører og Expeditør for Goldsmidts [sic] Blad, saa han ved jo Besked om den Slags Bladteknik. Han gav mig nogle Tal - kun løseligt. Efter dette vilde Bladet kunne bære sig med 300

Abonnenter til en Pris af 12 Kr. om Aaret i Abonnement og 1,25 Kr. enkelt Hefte. Annonceringen mente han ikke vi skulde gøre stort Regning paa da de Annoncerende ingen Varer kan faa at reklamere med. Dog synes jeg at f.Eks. Kunsthandlerne annoncerer i Bladene ret kraftigt saa her er han vist noget pessimistisk men det maa han jo hellere være.
Han vilde gerne trykke og forsende Bladet for os. Hans Beregning gjalt et 8 sidigt Blad med Omslag. Papiret det til Elskovskunsten du kender, og Omslaget er betydelig bedre Kvalitet (for de Annoncerendes Skyld) end vi talte om og saa 2 fotografiske Klichéer

i hvert Hæfte trykt paa særskildt glittet Papir (som i Les soirées de Paris) da det ru Papir ikke kan bruges til fot. Kliché.
Lige i disse Dage har jeg skudt vort Forehavende lidt i Baggrunden, da jeg igaar og idag har flyttet og nu maa tænke paa at faa mit Hus lidt i Orden.
Men jeg udspekulerer stadig nye Tricks og slipper ikke Sagen af Syne.
Jeg skal reservere en Skuffe til Abonnementsprotokol og Bladets Papirer, desuden rydder jeg en Chiffonière til Redaktørernes Spiritus.
Hils din Kone
fra din hengivne Axel Salto

Facts

PDF
Letter

Salto har samme dag været optaget af at flytte, så sandsynligvis er der tale om det brev, skrevet sent om aftenen efter flytningen, der omtales i brevet 3.9.1917 fra Salto til Uttenreitter. Da brevet er dateret ”Onsdag Aften”, er det formentlig skrevet onsdag 29. august. 1917.

Frederiksberg
Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.