Klingen
1917-09-03
Sender
Axel Salto
Recipient
Poul Uttenreitter
Document content
Awaiting summary
Transcription
Edvard Glæselsvej 1
3/9 1917
Kære Poul
Jeg vil ikke nægte at dine sidste Skrivelser i nogen Grad har forstemt mig. Du nævner at mit Brev er fuldt af Stavefejl paa en Maade som ikke kan andet end saare mig. Jeg skrev det en Aften kl. 12 efter at have flyttet hele Dagen og meget træt, saa det kan være min Opmærksomhed har været mindre aarvaagen, men derfor er jeg jo ingen ”Analfabet”.
Saa giver du rask væk Bladet Navn og kasserer mit. Du maa huske jeg længe har gaaet med denne Bladplan
II
og tilsidst fundet et Navn som netop dækker og karakteriserer Bladet, som jeg havde tænkt mig det. Navnet ”Nu” er meget pudsigt, men svarer ikke til den Form jeg vil se at give vort Hefte. Der er ingen Ynde i det Navn, og saa er det ligesom for journalistisk. Jeg sætter den Mulighed, at vi holder Foretagenet i Gang i nogle Aar, stadigvæk vil det da gaa med det Plakatnavn, som tvinger det ind paa en Aktualitet, som jeg synes er ubehagelig.
Hvis det var et Organ for en Række fuldt moderne og maalbeviste unge Kunstnere, var det et godt Navn, maaske, skønt jeg tror at jeg altid vilde foretrække en mere blomstrende Benævnelse.
III
Det er ligesom for stærkt et Navn naar der ikke ligger et samlet Fremstød bag, en bærende fælles Idé.
Ellers maa jeg takke dig for de tilsendte Bidrag. Kai’s Vignet med de tre spillende Figurer er god og dine 3 (Træet og de 2 smaa Grene) er ogsaa smukke og levende. Gelsteds Noter er jeg ogsaa glad for (der er vel kun en af dem som egentlig kan kaldes Aforisme).
Jeg talte med Christensen i Dag han vilde gerne have 14 Dage til Arbejdet med Oktoberheftet, da der er saa meget andet der skal trykkes nu til Efteraaret.
Derfor maa jeg have, hvad du kan skaffe (et godt Digt vilde pynte)
saa hurtigt som muligt.
Arnbak fortalte, at Fru Gauguin endnu havde et Manuskript – med Tegninger til – af Paul Gauguin, som aldrig har været offentliggjort. Desværre bliver dette vel for uoverkommeligt for os. Ellers var det jo godt Feuilletonstof; det skulde jo saa ogsaa oversættes. – Kleinsorgs Etablissement vil trykke Raderinger til en meget moderat Betaling for os. Jeg forklarede Sagen.
Jeg har søgt fotograf Damgaard til Fotografierne men ikke truffet ham.
I morgen Tirsdag komer Kamma hjem og tager sig af Huset, saa kan jeg helt vende mig mod alle de kommende Opgaver. Med Hilsen Din
hengivne Axel Salto
Facts
PDFChr. Christensen
Holger Damgaard
Mette Gauguin
Paul Gauguin
Otto Gelsted
Kaj Klitgaard
Kamma Salto
Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.
Omtalte steder i Klingen