Klingen
1920-02-xx
Afsender
Otto Gelsted
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Otto Gelsted vil efterkomme Uttenreitters korrekturændringer og spørger til hans syn på van Gogh. Han vedlægger to digte af Nygaard og fortæller om sin respons til Dvinger på dennes bog.
Transskription
Febr. 20
Kære Poul.
Tak for Korr. Dine Ændringer er selvfølgelig ganske rigtige. Men jeg ser ikke, at en 2. Korr. er nødvendig, den simple Rettelse maa Christensen vel kunne foretage efter Anvisningen, og jeg vil meget nødig forsinke Bogens Udgivelse.
Hvad mener du om Van Gogh?
Vedlagt to Digte af din Ven Nygaard, som du bedes bedømme.
Dvingers Bog har jeg læst og sagt ham, at jeg syntes Kvindepersonerne stod klart og levende, og at Hovedpersonen ogsaa gik, selvom man kunde ønske, han havde udviklet lidt mere Aand paa det animalske Grundlag. De to Venner er kedelige, og Bogen altfor bred. Jeg raadede ham til at gennemarbejde Bogen, [dvs.-tegn] væsentlig forkorte den, saa indsende den igen, og stillede ham i Udsigt, at han saa rimeligvis vilde faa den antaget. Skriv mig et Par Ord
om din Mening. Jeg har tror ikke Dvinger har noget større eller egentligt Forfatterskab foran sig, men det er ingen Skade til, at han faar udløst sin literære Ærgerrighed i et Par Ungdomsbøger. Bliver han Gaardmand i Jylland engang, som han fabler om, er det jo også muligt, han kan skrive noget om Liv og Natur derovre. Jeg vil i al Fald gerne gøre, hvad jeg kan for hans Bog, simpelthen fordi han er Idas Kæreste.
Venlig Hilsen
Din Ven
Otto.
Fakta
PDFDansk
Brevet, der er dateret Febr. 20, må være senere end det fra Gelsted til Uttenreitter 20.2.1920, hvor idéen med oversættelse af van Goghs breve introduceres.
Hugo Dvinger fik ikke udgivet noget før i 1938, da hans roman Sønderud og hjem igen kom på Nyt Nordisk Forlag. At Uttenreitter var enig med Gelsted fremgår af et (fortroligt) bilag til et brev fra Uttenreitter til Gelsted 17.4.1920 i Otto Gelsteds efterladte papirer, KB, Tilg. 513.
Brevpapir:
KLINGEN
Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4
Omtalte steder i Klingen