Menu

Klingen

1917-09-08

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Saltos sender Uttenreitter sine overvejelser om indholdet af Klingens første nummer, hvortil han netop har tegnet omslag og skrevet en artikel om Jens Adolf Jerichau. Fotograf Damgaard er blevet medarbejder mod at få et billede af Salto, en stor fordel, men det er desværre vanskeligt at skaffe papir.

Transskription

Edv. Glæselsvej 1
Søndag

Kære Poul
Jeg har nu tegnet et Omslag og en Vignet til Bladet og har skrevet en lille Opsats om Jerichau. Jeg har faaet Fotograf Damgaard ved Politiken, som er en udmærket Fotograf af Billeder til at medarbejde mod at faa et Billede af mig. Det er en stor Hjælp. Jeg har faaet Løfte om Jens Adolfs Raderinger, som jeg skal hente i Morgen og Tilladelse til at fotografere hans Billeder. Jeg har faaet Kleinsorgs Anstalt til at love at udføre Aftrykkene af Raderingerne til en billig Pris. Egentlig havde de slet ikke Tid til det.
Jeg begynder med at lade 3 af dine og en af Kais Vignetter udføre i Cliché.
Der er store Vanskeligheder med at skaffe Papir; hvis der frembyder sig en god Lejlighed vil jeg sikre mig Papir til en Aargang.
Naturligvis kan Vignetter Træsnit og Litografier trykkes paa det Papir vi har talt om, det er kun fotografiske Gengivelser der ikke kan. Jeg vil meget gerne have et godt lille Digt til det første Nr. og saa naar du vel at faa Rousseauoversættelsen færdig den lader vi fylde 2 sider. Staar det noget Sted i Bogen, at Rousseau deltog i det

franske Mexicofelttog og her formodentlig fik sine tropiske Impulser. Han deltog som Spillemand. Det er en ganske pudsig Enkelthed synes jeg. Det hørte jeg i Paris.
Maaske du kan finde Lejlighed til at meddele dette i en Fodnote.
Din hengivne
Axel Salto
p.s.
Tak for dit Kort jeg lige modtog i dette Øjeblik. Et Digt fra Th. L. var udmærket. Ved du at der er et Tidskrift herhjemme der hedder: Før og Nu Det gør jo at ”Nu" ikke bliver saa frapperende en Titel!

Omtalte steder i Klingen

Fakta

PDF
Brev

Brevkortet er udateret, men poststemplet i København 8.9.1917.

Den nævnte omslagstegning må være den, der i forskellig farve blev benyttet til Klingens tre første numre.
Den omtalte ophavsmand til en af tidsskriftets vignetter, ”Kai”, er billedkunstneren og forfatteren Kaj Klitgaard.
Der nåede ikke at komme et digt med af ”Th. L.” (= Thøger Larsen). Poul Uttenreitters oversættelse af dele af Wilhelm Uhdes biografi om Henri Rousseau blev først trykt i I. årgang nr. 9-10.
De omtalte raderinger af Jerichau blev i sommeren 1918 udsendt som Klingens grafiske mappe nr. 1. Det drejer sig om 10 raderinger udført juli-august 1916, som Salto befordrede trykt i 50 ekspl. i Max Kleinsorgs Etablissement (annonceres i I. årgang nr. 8).

Frederiksberg
Kerteminde

Cand. jur.
Poul Uttenreitter
Kjerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.