Klingen
1927-05-08
Afsender
Axel Salto
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Axel Salto mener, at det er på tide at tage stilling til hans forslag om selv at stå for den kommende grafiske mappe. Han mangler desuden penge, da der ikke har været noget salg på hans udstilling hos Tryde. Johannes Larsen mappen syntes han ikke om.
Transskription
[understregningerne i brevet er med blyant og formentlig tilføjet af Uttenreitter]
8/5 1927
Kære Poul
Det er vel efterhaanden paa Tide at komme tilbage til Spørgsmaalet: Klingens grafiske Mappe, om dette Spørgsmaal skal løses paa den Maade jeg har foreslaaet.
Jeg har lige afslutttet en Udstilling hos Tryde af mine sorte og kolorerede Træsnit her fra Sydfrankrig uden Salg for 5 Øre - i Danmark synes kun Skovridere og Skolelærere at have nogen Chancer i Kunsten - saa selv den minimale Sum jeg selv vil kunne tjene paa at lave den Træsnit-mappe bliver af Betydning for mig.
Altsaa: skal jeg lave de Træsnit? Jeg tror ikke Priserne har undergaaet nogen særdeles Svingning siden min sidste Beregning, men Kronen er unægtelig nu ikke saa købedygtig; men det faar være.
Er der overhovedet nogle Penge disponible til det Brug? I saa fald skulde du sende nogle Hundrede Kroner ned til mig. Jeg regner selv med min Kredit hos et Pariserfirma, det er der min Fordel ligger. Jeg vil saa levere 3 Træsnit
trykt paa kinesisk Papir i Passepartouts og ind-
lagte i et Omslag, det hele lige til at udsende til Abonnenterne. Er det ikke 125 Eksp? Jeg har faaet nogle meget fine Jern fra Paris. Jeg har tænkt, ogsaa for at adskille Billederne fra min farvelagte Mappe, at gøre Træsnittene mindre og friere i Stregen, det vil sikkert ikke gaa ud over deres Salgbarhed. -
Jeg modtog godt og vel den sidste grafiske Mappe med Joh. Larsens Billeder. Mappen saa smuk og statelig ud udenpaa, men Indholdet syntes jeg ikke om.
Venlig Hilsen
fra din hengivne
Axel
p.s. hvis du sender Pengebeløb herned saa send dem endelig uvekslede i Pengebrev. Man taber 100 Frcs. paa 200 Kr. om man lader Postvæsnet hjemme veksle dem. Saadan gik det sidst da du expederede 200 Kr. fra Poul Henningsen men det er selvfølgelig ikke din Fejl.
A.S.
Fakta
PDFDansk
Salto refererer til de planer for en grafisk mappe med hans egne træsnit, som han præsenterede for Uttenreitter i brevet 18.12.1926.
Mappen med Johannes Larsen var den syvende fra Klingens grafiske Forening og rummede tre litografier.
Tryde henviser til Trydes boghandel i Østergade, der lagde vægt på også at vise billeder.
Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4