Menu

Klingen

1923-08-07

Afsender

Sigurd Swane

Dokumentindhold

Sigurd Swane meddeler, at han har udført seks litografier, dog ikke en blomsterbuket, som Uttenreitter havde ønsket. Han takker for dennes besøg og fortæller om sin egen og Agnetes tur til Kristiania og Göteborg, hvor de bl.a. har set Göteborgudstillingen.

Transskription

7/8/23.
Kære Poul. Jeg har nu lavet 6 Lithografier til at vælge imellem til Klingen. Rigtignok nåede jeg desværre ikke mellem disse at få en Blomsterbuket, således som du gerne vilde have haft det, men jeg håber at der alligevel må være et herimellem som du kan bruge - og være tilfreds med.
Du må undskylde det har varet så længe, men så vidt jeg husker dine Datumopgivelser, er det jo ikke for sent endnu.
Tak for dit Besøg ude hos os - jeg har altid været glad ved at være sammen med dig og var også glad for at du trods Vanskelighederne kom ud til os det lille Besøg - jeg håber blot ikke, det anstrengte dig for meget og jeg vilde være meget glad, hvis jeg en Dag kunde høre, at du var raskere nu.
Hvis du synes der imellem de Lithografier

du ikke vælger er nogle som fortjente at trykkes, vilde du så ikke med det samme du ordner dit få at vide hvad det vilde koste - det behøver jo ikke at være på Japan - eller andet særligt kostbart Papir - men kun hvis du virkelig synes om noget af dem.
Vil du gemme for mig dem du ikke bruger. Min Kone og jeg har været en interessant Tur i Göteborg og Christiania og befinder os nu i en morsom gammel By, Fredrikstad, hvor vi vel bliver til omkr. den 15de hvorefter vi styrer mod Danmark igen. Göteborgudst. var noget andet end Thiis laver den til, jeg har skrevet en lang - og vældig god Anmeldelse af den, men det lader desværre ikke til at være let at få den frem - Dagbladene har jo skrevet derom. Vi har læst din Moders Erindringer i Tilskueren, de var nydelige - hvad er det for en sød Duft, der står af al svunden Tid?
Mange Hilsner fra os bægge [sic] din hengivne
Sigurd.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Litografierne, Swane omtaler, er udført i anledning af Klingens grafiske Forenings mappe nr. 4, der var viet Grønningen-kunstnere og kom til at indeholde hans Opstilling.
Göteborgudstillingen var en nordisk kunstudstilling arrangeret i anledning af byen Göteborgs 300-års jubilæum i 1923.

Frederiksberg
Agnete Swane
Jens Thiis

Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4