Menu

Klingen

1918 maj

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto kommenterer det modtagne manuskript til Brorson-bogen og fremsætter sine idéer om en smuk og kostbar udgivelse med vignetter og helsides træsnit, evt. en udgivelse i Klingens regi, hvis emnet ikke er for langt fra tidsskriftet, evt. i Radeerforeningens regi. Endvidere meddeles modtagelsen af en bog af Budtz Müller og brev fra Carl Kjersmeier.

Transskription

Mandag

Kære Poul
Jeg har godt modtaget Brorsonbogen. Indledningen har jeg læst og synes jeg udmærket om. Maaske falder det lidt overflødigt hvad der staar om at omforandre Brorsons Tekst. Det virker som en Udenforstaaendes Anke over jeres første Form paa Udgaven, den med de beskaarne og forandrede Salmer. Men det er jo en Bagatel. Digtene selv, hvoraf jeg jo kendte nogle og nu har læst flere højt for Kamma er det jo dejlige Stykker imellem; jeg kender ikke saa meget til Brorson at jeg kan bedømme Udvalget. For mig personlig er Billedet af Brorson blevet beriget meget især ved Sammenstillingen og Belysningen af den sidste Gruppe, de extatiske Digte.
Der kan efter min Mening ikke være tale om at 'illustrere' en saadan Bog; men meget vel ja udmærket kunde der laves Vignetter, saa en nydelig Bog kunde komme ud deraf.
Hvis Format Type, Papir og Vignetter (og Indbinding) stemtes sammen kunde det blive smukt.
Jeg har nok Lyst til at prøve at lave nogle Vignetter nogle smaa Træsnit tænker jeg, det er jo ikke sikkert at det lykkes for mig; men hvordan har I tænkt jer Udgivelsen?
Hvad syntes du om Tanken om Radereforeningen? Den tager saa al Risiko'en, men Fortjenesten bliver heller ikke saa stor. Fordelen er bl.a. at vi er uafhængig af Tidspunktet for Udsendelsen. Jeg kan godt naa at lave Træsnittene saa Bogen kan komme til Efteraaret. Vi kunde maaske lade Klingen udgive Bogen.
Altsaa: Jeg vil gerne prøve at lave nogle Vignetter (ev. et Par Helsidestræsnit) og i Samraad med Jer give Bogen en endelig smuk Form (hvis ikke det lykkes mig at lave noget tilfredsstillende forbeholder jeg mig at trække mig tilbage, det vil I jo ogsaa være bedst tjent med)
Jeg vil gerne forsøge at faa Radereforeningen til at udsende Bogen hvis I ikke mener at turde løbe Risiko'en med selv at udsende Værket og hvis I ikke mener at Pio's Vignetserie er det Sted i allerhelst vil have Bogen frem

Jeg for min Del tror nu at Bogen godt kan sælges til høj Pris Vi har jo ogsaa Klingen til at gøre noget Reklame for den og det er jo gratis. Hvis I bestemmer jer til dette og selv udsender Bogen paa eget Forlag x) maa vi allerede i Juniheftet have en Notits om at Bogen vil komme. Hvis Du vil sende mig Ordlyden (vi kan jo ikke allerede nu meddele noget om Papiret, Stedet Bogen trykkes, Indbinding eller Vignetternes Antal) skal jeg sætte det i Bladet. Desuden skal jeg meget snart skaffe nogle Papirprøver o.s.v. saa Sagen kan blive befordret.
Hvis Radereforeningen skulde interesseres vilde det maaske have nogen Betydning at jeg kunde sige at f.Eks. Thøger Larsen syntes om Bogen og gerne vilde anbefale den. -
Kan du ikke sende mig din Aargang af 'Flamman' herover, der er noget farvet Papir deri jeg gerne vilde se noget nærmere paa!
Jeg sender hermed en Bog af Büdtz-Müller som Klingen har faaet tilsendt (maaske du burde sende ham et Par Ord) og et Brev fra Kjærsmeyer, som jeg først bagefter opdagede var til dig. Kjærsmeyer kender Bønnelycke som vistnok har opfordret ham til at sende noget ind til os.
Med venlig Hilsen
Din hengivne
Axel Salto

x) eller altsaa maaske i Klingens Navn. Jeg er nu ikke helt sikker paa at Brorson ikke er en for fjerntstaaende Figur for Klingen at sætte sit Navn i Forbindelse med

[lodret i venstre margin:]
Det var morsomt om jeg kunde komme nogle Dage til Kjerteminde i Sommer saa kunde vi planlægge Brorsonbogen i Enkelthederne og drøfte Klingens Fremtid

Fakta

PDF
Brev

Det udaterede brev er senere end de to breve dateret ”April 1918” mellem Salto og Gelsted, hvor Salto endnu ikke har læst Brorson-bogen. Det er til gengæld tidligere end brevet 9.6.1918 fra Salto til Uttenreitter, hvor der er kommet svar fra Radeerforeningen. Sandsynligvis er det fra maj 1918, da muligheden for at få en notits i Klingens junihæfte endnu er aktuel.

Hans Adolph Brorson: Psalmer blev foromtalt i Klingens august-septemberhæfte 1918, den udkom sidst på året med fem helsides originallitografier og 34 vignetter af Salto udført i Chr. Catos lit. Etablissement. Bogen blev trykt hos H.H. Thiele og havde farvelitograferet hylster tegnet af Poul Uttenreitter.
Der kom ingen bidrag af Carl Kjersmeier i Klingen.

Frederiksberg

Klingens brevpapir

Kerteminde

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.