Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder debuterede med Digte i 1893. Han hørte til de tidlige norske symbolister og foregreb modernismen, bl.a. i prosadigte inspireret af en psykose. Hans mål var at nærme sproget til musikken, og han troede på en slags "verdensmusik", der gennemstrømmer enkeltmennesket og universet, hvilket udfoldes i den posthumt udgivne En præsts dagbog, 1900.