Menu

Klingen

1918-11-28

Afsender

Adam Fischer, Ellen Fischer

Modtager

Axel Salto

Dokumentindhold

Adam Fischer lover Salto at gå til Paul Guillaume og se på fotografier og foreslår at gøre Klingens læsere opmærksom på Élie Faures kunsthistorie. Samtidig sender han en artikel tiltænkt Klingen og orienterer om de aktuelle udstillinger i Paris.

Transskription

28-11-18.

Kære Salto!
Tak for Deres Brev, jeg skal en af Dagene gaa til Paul Guillaume og se paa Fotografier og ogsaa med det samme give ham Adresserne. x) - Tak for "Klingen" den er vældig imponerende som den er nu.
Har De nogensinde faaet de to næste (2 og 3) Bind af Faures Kunsthistorie? tror De ikke "Klingens" Læsere kunde have Interesse af at blive gjort opmærksom paa den?
Jeg vedlægger en lille Artikel som jeg har skrevet og som jeg vilde være meget glad ved at se i "Klingen" men hvis De synes den ikke passer til "Klingen" eller De ikke synes om den, beder jeg Dem omgaaende sende den til min Svoger Johannes Kragh, hans Adresse er Skovgaardsvej 16, Charlottenlund.
Af nyt er her udover hvad jeg skriver om Udstillingen hos Blot ikke meget. André Lhôte har Separatudstilling hos Druet. Ellers har der endnu ikke været nogen Udstillinger.
Ellers fester Paris. - I Dag er her engelsk Kongebesøg, vi venter den belgiske Konge og Wilson. Boulevarderne straaler af Lys som før Krigen og der er Flag allevegne.
Vi haber De har undgaaet den spanske Syge og sender Dem og deres Kone de venligste Hilsener.
Deres Ellen og Adam Fischer.

Vil De hilse Bremers.

x) Det er mig selvfølgelig en Fornøjelse.

Omtalte steder i Klingen

Fakta

PDF
Brev

Élie Faure: Histoire de l'art udkom fra 1909 og frem. Den inspirerede den mexikanske maler Diego Rivera, som Ellen og Adam Fischer lærte at kende i Paris i 1918.
På den nævnte udstilling hos Eugène Blot deltog Adam Fischer sammen med Diego Rivera, Eugène Corneau, André Favory, Gabriel Fournier og André Lhote. Udstillingen fandt sted 28.10.-19.11.1918, og Fischer tog udgangspunkt i den i sin artikel "Moderne klassisk kunst i Paris", der blev bragt i Klingens decemberhæfte.

Paris
Frederiksberg

Poul Uttenreitters papirer. Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 634.