Menu

Klingen

1919 november, 2. halvdel

Afsender

Axel Salto

Dokumentindhold

Axel Salto takker for fødselsdagsgaven og fortæller, at det nye nummer af Klingen snart kommer, at de har haft besøg af Seedorf, der har sendt et afskedsdigt, og at mappen med litografier af Lundstrøm er på trapperne.

Transskription

[senere påskrift med blyant]
1920-21?

Kære Poul
Jeg har endnu ikke takket dig for den smukke Fødselsdagspresent. Kamma var ogsaa saa glad for den; den passer ind til nogle Tallerkner vi har i Forvejen saa det kan ikke være bedre. Vi bruger den i Selskabslivet til Chokolader.
Nu Kommer det nye Nr. af Klingen snart. Jeg tror at det bliver pænt. Vi bruger som eneste Vignet din nye. Desværre er det ikke lykkedes for os at faa nogle nye Tilbud paa Klingen. Enten har Trykkerierne ikke Tid eller ogsaa vil de ikke være ukollegiale og underbyde.
Forleden havde vi Besøg af Seedorf med Kone. Paa vor Opfordring har han sendt os et langt og pompøst Afskedsdigt til Julenummeret. Da han rejser den 16_de_ til Amerika kommer det til at passe godt. Vi har som du maaske ved en Mappe med Lundstrøms Litografier paa Trapperne, saa nu rører vi snart paa os!

Venlig Hilsen
til Jer begge
Din hengivne
Axel Salto

Omtalte steder i Klingen

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Brevet må dateres til anden halvdel af november 1919. Der er gået lidt tid efter Axel Saltos fødselsdag 17. november, og det nye nummer af Klingen, der er på vej, er novemberhæftet 1919, som indeholdt en enkelt vignet samt Hans Hartvig Seedorfs digt "Mod fremmede Stjerner".

Mappen med otte litografier af Vilhelm Lundstrøm (Klingens Kunstnermappe nr. 2), trykt hos Chr. Cato, blev annonceret i første nummer af Klingens 3. årgang til udgivelse inden jul 1919. Den blev omtalt af Oluf Thomsen i Politiken 15.1.1920 i den lille artikel "Et Stridens Tegn".

Frederiksberg
Kerteminde

Det Kongelige Bibliotek, Breve til Poul Uttenreitter, NKS 4722, 4