Klingen
1919-05-07
Afsender
Axel Salto
Modtager
Poul Uttenreitter
Dokumentindhold
Axel Salto kan fortælle om god tilgang af stof til tidsskriftets kommende nummer. Selv planlægger han at lave en mappe med otte farvelitografier, som skal sælges til fordel for Klingen og dække bladets underskud. Han beder Uttenreitter om hjælp med annonceringen.
Transskription
7/5 1919
Kære Poul
Har du faaet det sidste Nr. af Klingen? Vi er jo spændt paa at høre din Udtalelse. Det ser ud til at vi til næste Nr. faar god Tilgang af Stof. Poul Henningsen vil skrive om Karl Larsen og Lundstrøm, Frederik Poulsen om den nye græske Ynglingestatue. med Billede
Desuden kommer der fra Norge Digte af Alf Larsen, Aukrust og Uppdal (de to Landsmaalmænd). Farvelitografierne har vi.
Paa Omslagets 3die Side har vi tænkt at lancere denne Mappe med Farvelitografier som skal sælges til Fordel for Bladet. Det skal staa som en Helsides annonce ligesom Otto's Bog. Kan du ikke hjælpe mig med at sætte den Annonce
2
sammen. Der skal altsaa staa at Klingen i Løbet af Sommeren agter at udsende en Mappe med 8 Farvelitografier af Axel Salto; den sælges til fordel for Bladet. Oplag 100 num. og sig. Eksp. Alle de der tegner sig for et Eksp à 200 Kr vil blive opført paa en trykt Liste der lægges foran i Mappen saaledes vil Listen bringe Navnene paa de Folk der i 1919 støttede den unge Kunst herhjemme ved at bidrage til deres Blads Trivsel eller saadan noget. Dette synes jeg skal betones stærkt, det vil ogsaa smigre Folk at faa deres Navn frem. Endvidere skal der staa at de der tegner sig for et Eksp. af Mappen vil samtidig faa tilsendt gratis et indbundet Eksp. af Klingens første og anden Aargang. Her skal saa maaske staa et Par Ord om disse Aarganges kunstneriske Værd og Sjældenhed (2_den_ Aarg. kun trykt i ialt
750 Eksp.). Tror du ikke at du er Mand for at sætte dette og hvad du ellers kan finde paa sammen saa det faar den rigtige Form? Det maa jo endelig ikke komme til at se tiggeragtigt ud men paa den anden Side maa det sikkert betones at Folk her slipper til et billigt Mæcenat idet deres Navne pranger paa en fin Liste. Opfordringen har jeg tænkt at vi skulde trykke nogle løse Eksp af som i en konvolut ev. med et Par haandskrevne Ord kunde sælg sendes til Folk der ikke faar Bladet at se, men som nok kunde formodes at ville købe en Mappe. Der kan altsaa ikke staa noget om at Klingens Abonnenter faar den billigere end andre. Vi skal kun have 5 Abonnenter paa Mappen for at den kan bære sig. Det kan sikkert nemt skaffes. Otto og jeg
vil ogsaa tænke over Affattelsen af Subskriptionsindbydelsen. Det er meget vigtigt at den faar netop den rigtige Form.
Der skal jo ikke saa mange Abonnenter til for at hele Klingens Underskud kan blive dækket.
Er der ellers noget Nyt i Kjerteminde? I har vel ogsaa Foraar nu. Jeg arbejder med de Litografier og maler nogle Frugter. Paa Lørdag rejser Jon til Island.
Venlig Hilsen til jer begge, Fuglene, Hunden og alle de bulne piggede Blomster fra din hengivne
Axel Salto
Fakta
PDFDansk
Med helsidesannoncen til Ottos bog hentydes til annonceringen af Gelsteds Ekspressionisme-bog i 2. årgang nr. 7.
Mappen med otte litografier af Salto blev ikke til noget. Den blev afløst af en bog med digte af Alf Larsen.
Otto Gelsted
Poul Henningsen
Alf Larsen
Karl Larsen
Vilhelm Lundstrøm
Frederik Poulsen
Jón Stefánsson
Kristofer Uppdal
Det Kongelige Bibliotek NKS 4722, 4
Omtalte steder i Klingen